Få professionel revisor

Som revisor kan vi give fire forskellige erklæringer på et årsregnskab. Erklæringerne giver forskellig grad af sikkerhed for oplysningerne i årsregnskabet.

Når vi skal afgive en erklæring, er kravene til revisor og revisors arbejde fastsat på forhånd. De forskellige erklæringsopgaver indeholder forskellige arbejdshandlinger.

Når du skal forholde dig til materiale med en erklæring fra revisor, er det vigtigt, at du er opmærksom på forskellene i arbejdet bag erklæringen.

Vi udfører erklæringsopgaver af alt lige fra familievirksomheder, kapitalselskaber, andelsboligforeninger og andre foreninger. Vi har mere end 10 års erfaring med at sikre, at rammerne for vores kunders økonomi er i orden.

Vi kan tilbyde en bred trup af professionelle revisorer, der alle er klar til at stille op, når din virksomhed skal have et kvalitetsstempel og personlig rådgivning. Vore erfaringer spænder inden for mange områder og vi kan derfor håndtere både mindre, mellem og store virksomheder. Vores kundesegment er blandet, men er fortrinsvis placeret i de små- og mellemstore virksomheder.

Hvad er en revision?

Ved en revision er det vores opgave at kontrollere, om oplysningerne i årsregnskabet giver et ”retvisende billede” – groft formuleret, om tallene i årsregnskabet har hold i virkeligheden. Samtidig skal vi kontrollere, om årsregnskabet indeholder alle de oplysninger, loven kræver.

Ved en revision vil vi udføre en lang række stikprøver for at sikre, at det, der ligger til grund for oplysningerne i årsregnskabet, er retvisende. Det kan eksempelvis være, at vi kontrollerer et fysisk varelager fra ende til anden for at sikre, at lageret har den værdi, ledelsen har oplyst, eller at vi kontrollerer, at virksomheden har de penge i kassen, der er oplyst.

Kontrollen af, at oplysningerne i regnskabet stemmer overens med virkeligheden, udgør langt den største del af arbejdet i en revision.

Hvis vi ikke er enige i, at oplysningerne i årsregnskabet overholder reglerne og giver et retvisende billede, skal vi gøre opmærksom på det i regnskabet.

Hvad kontrollerer revisor i regnskabet?

De overordnede mål med en revision er fastlagt i en række internationale standarder for revision. Kort fortalt skal revisor ved revisionen:

  • Opnå en høj grad af sikkerhed for, at regnskabet er uden væsentlige fejl
  • Konkludere, om regnskabet giver et retvisende billede af virksomhedens aktiver og passiver, finansielle stilling og resultat

I grove træk indeholder en revision en kontrol af følgende:

  • At aktiver og passiver eksisterer (At de værdier, der er opgjort i regnskabet, findes i virkeligheden – eksempelvis en kontrol af, at indholdet af et varelager fysisk er til stede)
  • At aktiver og passiver tilhører virksomheden
  • At aktiver og passiver er forsvarligt værdisat (Er en ejendom fastsat til 5 mio. kr. eller et varelager til 10 mio. kr., vurderer revisor, om de værdier er retvisende)
  • At virksomheden har registreret alle økonomiske transaktioner i materialet til regnskabet, og at transaktionerne faktisk har fundet sted
  • At transaktioner er foretaget i den periode, som regnskabet vedrører

Eksempelvis – hvis en vare er solgt i regnskabsperioden, skal salget indgå i regnskabet – også selvom pengene for varen først betales efter regnskabsperioden

  • At oplysningerne i regnskabet er præsenteret i overensstemmelse med lovens krav

Hvem har revisionspligt?

I Danmark er det et lovkrav, at en virksomhed får revideret sit regnskab, hvis virksomheden er drevet i selskabsform (hvor ejeren ikke hæfter personligt for virksomhedens forpligtigelser). Små selskaber (omfattet af regnskabsklasse B) kan dog i stedet for revision vælge en udvidet gennemgang af regnskabet.

Betingelserne for at anvende udvidet gennemgang er, at selskabet i to på hinanden følgende regnskabsår er under følgende størrelsesgrænser:

  • en balancesum på 36 mio. kroner
  • en nettoomsætning på 72 mio. kroner
  • gennemsnitligt 50 heltidsbeskæftigede medarbejdere

Holdingselskaber kan også vælge udvidet gennemgang, hvis de på koncernniveau overholder størrelseskravene.

Hvad er en udvidet gennemgang?

Med den udvidede gennemgang har virksomhederne fået et nyt alternativ, som giver en højere grad af sikkerhed end et review, men en mindre grad af sikkerhed/færre kontroller end en revision. Udvidet gennemgang vil adskille sig fra revision, ved at revisor som udgangspunkt ikke:

  • Kontrollerer den fysiske lageroptælling som virksomheden har foretaget
  • Kontrollerer regnskabstal og -oplysninger ved test til underliggende dokumentation
  • Udarbejder et revisionsprotokollat til ledelsen i virksomheden.

Den ny erklæringsstandard kan anvendes som alternativ til revision for 2013-regnskaberne og frem. En eventuel beslutning om at lade årsregnskabet gennemgå efter den ny erklæringsstandard, skal træffes på en virksomheds ordinære generalforsamling.

Udover revision og udvidet gennemgang har revisor også andre muligheder for at gennemgå et regnskab. De mest brugte er et review og en assistance.

Hvilke selskaber kan fravælge revision og den udvide gennemgang?

Selskaber kan fravælge revisionen / den udvidede gennemgang, hvis de to år i træk ikke overstiger to af følgende betingelser:

  • Omsætning på 8 millioner kroner
  • Balancesum på 4 millioner kroner (Balancesum = virksomhedens samlede aktiver)
  • 12 ansatte

Holdingselskaber kan også fravælge revision, hvis de på koncernniveau overholder størrelseskravene.

Selskabet skal ved fravalg af revisionen fortsat aflægge et årsregnskab, der opfylder årsregnskabsloven, og årsregnskabet skal indsendes og offentliggøres hos Erhvervsstyrelsen. Det er ledelsens ansvar, at årsregnskabet opfylder loven, og at selskabet opfylder betingelserne for fravalg af revision.

En stor del af de virksomheder, som kan fravælge revisionen, vælger dog alligevel at få deres regnskaber revideret. Virksomheder vælger eksempelvis revisionen til, hvis de ønsker, at oplysningerne skal have den ekstra troværdighed, en revision tilfører. Virksomhedens eksterne interessenter, fx banker og investorer, kan også forlange at få et revideret regnskab, hvis de skal indgå i et samarbejde med en virksomhed.

Hvad er et review?

Et review er et mindre omfattende alternativ til revisionen. Ved et review kontrollerer vi færre af de informationer, som fremgår af regnskabet. Dermed er der begrænset sikkerhed for, at vi finder fejl og usikkerheder i regnskabet.

Et review består mest af forespørgsler til ledelsen og analyser af ledelsens oplysninger. Omvendt består en revision i højere grad af fysiske kontroller og eksterne bekræftelser af ledelsens oplysninger.

Eksempelvis vil vi ved et review i højere grad tage udgangspunkt ledelsens oplysninger om fx et varelager, der udgør en stor del af virksomhedens aktiver – uden at kontrollere lageret. Omvendt vil vi ved en revision kontrollere, at lageret fysisk er til stede.

Det bevis, vi samler, inden vi konkluderer på regnskabet, er derfor stærkere ved en revision end ved et review.

Hvad er en assistance?

Ved assistancen anvender vi vores faglige ekspertise til at hjælpe ledelsen med at opstille årsregnskabet i overensstemmelser med årsregnskabsloven. Vi tager her udelukkende afsæt i ledelsens oplysninger – uden at kontrollere, om der er fejl eller mangler.

Når vi yder en assistance, vil vi altså ikke udføre nogen kontroller af de oplysninger, ledelsen giver.

Vi giver dermed ved en assistance ingen sikkerhed for rigtigheden af oplysningerne i årsregnskabet.

Har du lyst til at høre mere om revision, valg af udvidet gennemgang, eller de andre alternativer, der er mulighed for, er du velkommen til at kontakte os.